5 maaneder gaar baade hurtigt og langsomt. Langsomt naar det for 7. dag i traek er frostgrader udenfor, boernene larmer i boernehaven og maden i kantinen er brunt i brunt. Dagene gaar hurtigt naar man er centrum for et gruppekram givet af 30 dejlige unger, naar man kigge ud paa Shanghais overvaeldende skyline fra panoramaruderne i toppen af Kinas hoejeste bygning, naar himlen er blaa og kineserne soedere end nogensinde foer. Endnu hurtigere gaar 5 maaneder naar man for sidste gang siger farvel til boernene med vaade oejne, spiser afskedsfrokost i kantinen, hvor kokkene har lavet alle vores ynglingsretter, spiller yatzy og drikker Tsingdao en sidste gang paa Ali Baba og ikke mindst naar man kysser Sunny farvel i Beijings lufthavn. Alting har en ende, men heldigvis har man masser af minder i bagagen samt nye oplevelser at se frem til.

Praemien for de 5 maaneders arbejde skal nu nydes. Tre ugers rejse i Vietnam for mit, Stine og Henriettes vedkommende. Da Mr Zhao, Sunny og en folk talentboern skal til Malaysia med et fly der afgaar samme tid som vores Vietnamfly faar vi et belejligt lift til lufthavenen. Paa vejen beslutter Zhao at ville traktere os alle paa fornemste vis og bussen ligger vejen forbi Ikea. Den svenske konceptkaede er nemlig baade dyr og fornem i kinesernes oejne. 

I lufthavnen faar vi selskab af Sunny helt indtil vi skal gaa ombor paa flyet. Sunny, der har vaeret en god laerer, praktisk gris og fortrolig ven, og det er virkelig underligt at sige farvel selvom vi faar et kort gensyn i februar. Farvel Sunny, farvel Kina!      

Nu er et halvt år med engelsktimer, spisepindetræning, Tsingdao-drikning på Ali Baba, besøg i Beijing og utallige spændende, anderledes og fantastiske oplevelser snart gået. Datoen for vores afskeden med Tianjin nærmer sig, vi begynder at tænke på at pakke rygsækken og på livet der venter hjemme i Danmark uden smilende børn og herlige kinesere.

Fem måneders arbejde som engelsklærer i Cathay Futures børnehave er overstået om halvanden uge og derefter venter præmien for måneders gennemgang af alfabetet og utallige gentagelser af de samme sange. Tre ugers rejsefrihed, som jeg sammen med Henriette og Stine har valgt at tilegne Vietnam, der grænse op til det sydlige Kina. Forventningens glæde stiger i disse dage i takt med at flybilletterne er blevet bestilt, visumet er hentet hjem fra den vietnamesiske ambassade i Beijing og side på side granskes grundigt i Lonely Planet og anden rejselitteratur.

De sidste dage i Tianjin fordrives med middagslurer, kortspil og restaurantbesøg. Arbejdstiden i børnehaven er nemlig blevet betydeligt nedsat, da børnenes tid er helliget danse- og sangtræning, der i sidste ende skal munde ud i et storstilet show i anledningen af nytåret. Det hører derfor snart mere til undtagelsen end til reglen at der i hverdagens program bliver fundet plads til engelskundervisning. Det er meget interessant at have en hverdag, der stiller utrolig få krav til én og tiden står til rådighed i nærmest ubegrænsede mængder. Man føler sig nærmest som deltager i et sociologisk eksperiment, hvor man får indsigt i udviklingen af den menneskelige natur, når den bliver udsat for store mængder kedsomhed.

Vi kæmper derfor en brav kamp for at opretholde et nogenlunde spændings- og aktivitetsniveau, så vi ikke helt forfalder til at gå i hi under de varme dyner på 9. etage, selvom det er fristende når temperaturen er under nulpunktet og vinden endnu koldere. Denne kamp har blandt andet resulteret i et besøg i Showerpalace, et kombineret spa, massage og spisested. Først fik vi udskiftet vores udendørs fodtøj med røde badesandaler, der efter en tur under bruseren, der i øvrigt blev iagttaget med stor nysgerrighed af de tilstedeværende kinesere, blev udskiftet med stofhjemmesko. Iført ens hvide og uformelige klæder udleveret af personalet gik vi på opdagelse i komplekset. På de forskellige etager slappede de ellers så travle kinesiske forretningsmænd af i store, bløde liggestole mens små, nette piger masserede deres fødder, de mere aktive showerpalacegæster fordrev tiden med pool og bordtennis eller aflagde måske et besøg på den lidt kryptiske japanske etage. Senere dukkede drengene op, alle iført satinpyjamas der stumpede på både arme og ben. Uden spørgsmål var de nemlig blevet iført dette antræk og Anders var vist nok kommet til at skrive under på et eller andet. Da drengene som de eneste var iført andet tøj end det hvide hospitalsantræk vi selv var iført, måtte de indlede nogle svære forhandlinger med personalet, for at udgå at skulle betale i dyre domme for deres påklædning. Marie og jeg smed os i de store liggestole ved siden af de snorkende mænd og fik masseret vores fødder i 50 meget behagelige minutter. Efter angreb på den store buffet, der var inkluderet i indgangsprisen (cirka 40 kr.), nedsænkede vi vores legemer i varmvandsbassiner og svedte i saunaen inden vi rene som aldrig før vente hjem til 9. etage.

Skyskrabere i tusindvis stiger mod himlen i det nye Shanghai. Som paddehatte i en fugtig efterårsskov skyder de op overalt. Store og ofte smukke konstruktioner i glas og stål, der på rekordtid har forvandlet profilen af en by, der sov Tornerosesøvn i et halvt århundrede, men som nu er vågnet op af dvalen insisterende på at generobre sin position som et af verdens kommercielle hovedcentre og som moderne, pulserende metropol tegne Kinas ansigt som en dynamisk, fremtidsorienteret nation.

Takket være nytårsferie og en flyttet weekend kunne vi i fem dage hengive os til en storbys virvar, støj og storhed. Efter behagelig overnatning i nattoget fra Tianjin til Shanghai steg vi op fra den underjordiske metro, stadig med søvn i øjnene og blev mødt af himmelstræbende skyskrabere, gigantiske reklamer og duften af big business. Vi indlogerede os på det i forvejen bookede hostel med praktisk og perfekt beliggenhed i området "The Bund".
 
Shanghai er delt i to halvdele af Huangpu-floden. På den ene side af floden ligger The Bund og på den anden side ligger bydelen Pudong. Begge flodbredder er tydelige symboler på penge og magt. The Bund vidner om fortidens velstand, hvor de mange store bygninger i europæisk stil fortæller historien om kolonimagterne tilstedeværelse. Over for de udenlandske banker og handelshuse der engang tegnede profilen af kapitalismen, som den så ud på disse kanter for 100 år siden ses varetegnene på nutidens velstand. Da Deng Xiaopeng i starten af 1990'erne, ikke bare lyste over kapitalismen, men også udpegede Shanghai til at være dynamoen i det nye Kina, blev området, der før havde været rismarker slagmarken for drømmene og forventningerne til fremtiden. Nu er der ikke et eneste spor tilbage af den jordnære fortid. Utallige skyskrabere stræber mod himmelen og manifesterer Shanghais genvundne status som et af verdens vigtigste kommercielle hovedcentre.

Imponerede af udsigterne og historierne på begge sider valgt vi at tage en af de mange turistbåde langs The Bunds havnepromenade. Shanghais beliggenhed ved flodens udmunding i havet, som navnet Shang Hai - Ved Havet fortæller, har været en væsentlig faktor i byens udvikling. Stadig i den moderne storby er der masser af leben på floden, hvor lange karavaner af nærmest komisk gammeldags flodpramme kæmper om pladsen på vandet med turistbådene og større erhvervsskibe. Efter at have foreviget udsigten fra The Bund utallige gange og udforsket floden oven vande valgte vi at tage turisttunnelen under floden. Det blev en noget psykedelisk oplevelse, hvor man blev fragtet fra den ene side af floden til den anden i små minitoge, mens et lysshow af dimensioner udspillede sig under hele køreturen. Dette underlige og futuristiske påfund var på en eller anden måde dog et meget passende startskud for de ventende oplevelser på Pudong-side, vi havde helt sikkert bevæget os fra fortiden til fremtiden. Blandt byggepladser, stålkæmper og glaspaladser vandrede vi rundt med øjnene rettede mod himlen. Hurtigt fik vi dog lov at beskue byen fra et helt andet perspektiv igennem panoramavinduerne i Jin Mao Tower, der som Kinas højeste bygning rækker 421 meter fordelt på 88 etager ind i himmelen. Vi slap uden om den dyre turistentré, ved at bestige bygningen igennem det ekstravagante Grand Hyatt Hotel, der har til huse i den øverste halvdel af bygningen. Vi nåede op på 85. etage, hvorfra der var en svimlende udsigt ned igennem Hotellets indre atrium, der mest af alt hensatte ens tanker til Senatet i Star Wars.

Efter dette møde med fremtiden tog vi på en dags rekreation i "Østens Venedig", Suzhou. Byen har fået sit maleriske navn på grund af de mange kanaler, der løber parallelt med byens gader og skaber en herlig sydlandsk stemning i byen. Langsomt er kapitalismens indtog ved at få gjort has på byens romantiske charme, men solskinsvejr og morsomme kinesere udgjorde de perfekte rammer for en dejlig dag, hvor vi fik gjort bekendtskab med en af Kinas fineste haver. Byens charme har nemlig igennem tiderne også tiltrukket mange rige kinesere, der har ofret lidt af formuen på at skabe flotte haver efter klassisk kinesisk havekultur i harmonien og balancens navn. Haverne tilstræber nemlig at efterligne naturens egne former med bjerge, vand og grønne træer, så man kan vandre rundt, nyde stilheden, fuglenes kvidren og finde indre ro. Den indre ro fik ikke en lang levetid, da vi efter dejlig kinesisk aftensmad måtte hoppe på toget tilbage til Shanghai.

Nytåret blev fejret på The Bund med byens neonlys og enkelte projektører som fyrværkeri. Trods et par enkelte raketter udeblev det store fyrværkerishow nemlig. Tydeligt er det, at kineserne allerede er begyndt at spare kræfterne op til deres egen nytårsfest, årets største begivenhed i februar. Med maverne fulde af dejlig, italiensk mad skålede vi får år 2007 i kinesiske tsingdao øl. Senere blev Shanghais mangefacetterede natteliv udforsket med svedig jazz og vild dans. De første dage i det nye år blev brugt på lange gåture i de forskellige og spændende Shanghaikvarterer, det franske kvarter og primitive basargader, der snart må lade livet til fordel for nybyggeri. Shanghai har mange ansigter og inden vi ankom til byen, var jeg bange for at jeg bare skulle møde en stor, kold og moderne storby. Men Shanghais spændende historie og mange små oaser rundt omkring i byen gjorde mine bange anelser til skamme. Efter nu at have fået en forsmag på den rejsendes liv glæder jeg mig virkelig til, at den lille måneds arbejdsdage i Tianjin er overstået og vi kan påbegynde de tre ugers oplevelser i Vietnam.          

Hele december måned har lange guirlander af plasticgran, blinkende lyskæder og overdimensionerede billeder af julemanden præget kinesiske butiksfacader. I børnehaven har uanede mængder af julepynt og glimmerstads fundet vej til enhver ledig plads på vægge, i lofter og på de mange plasticjuletræer. Kristi fødsel og julemandens kanetur over stjernehimmelen passerer altså ikke helt umærket forbi i Kina. I hvert fald ikke i de store supermarkedskæder og i rigmandsbørnehaver. Men fra en skov af plasticjuletræer og smagsløst julepynt er der langt til god gammeldags julehygge. Især hvis kravet til julen er en god dansk julemiddag og et grønt træ fra skoven.

I Tianjin er træerne ID-mærket, så forestillingen om et rigtigt juletræ måtte vi hurtigt vinke farvel til. Dog har jeg senere erfaret at den danske Prins Joakim holder sine kinesiske forbindelser ved lige og sælger importerede "Royal Danish Christmas trees" i Shanghai. Vores beskedne pengepung rakte dog ikke til den slags ekstravagance, så Simon og jeg tog på skovtur i Børnehaven, hvor vi "fældede" det største og flotteste af børnenes plasticjuletræ, som vi hurtigt fik delt i tre dele. Juletræet kunne nu uden yderligt besvær hjembringes til fællesrummet, dog høstede det en del undrende blikke fra kineserne.

Juleaftensdag er langt fra helliget familiebesøg og kirkegang. Byens larmer videre, penge langes over disken i butikkerne og arbejderne arbejder. De julepyntede ruder og jinglebell-tonerne i supermarkederne har julen udgør kun en kulisse i kinesernes liv og selvopfattelse som moderne og fremadrettede mennesker. Denne påstand bliver endnu engang bekræftet, da Henriette og jeg stiller op til det, vi troede skulle være et interview om julens betydning i den vestlige verden, men som ender i en fotosession med en overgearet fotograf, dresserede børn og V-tegn. Vi slipper heldigvis hurtigt ud af blizt-helvedet og flygter til vores egen lille juleoase. Pludselig vælter det ind med fotograf og børn i vores fællesrum, hvor Stines besøgende film ligger under tæpper i liggestolene og ser film. Til alles store morskab bliver endnu en fotosession med den danske familie og de kinesiske børn stablet på benene. Jeg spørger Sunny, hvorfor de ikke har stillet os nogen spørgsmål om julen og hun svarer, at de selv vil finde på noget, garanteret i retningen af "kinesiske børn holder jul med danskere".

Forberedelserne til julemiddagen havde for længst taget deres begyndelse med lange lister over nødvendige remedier, som julebesøgende forældre kunne medbringe. Kun kartoflerne og flæskestegen var de kritiske punkter på listen. Kødet fandt Stine ved et lykketræf i Beijing i det underjordiske supermarked under hendes og forældrenes hotel og efter en del prøvesmagninger kunne Simon og jeg hjembringe en hel sæk gode kartofler fra det nærmeste marked. Takket være Stines mors kyndige hånd kunne en dansk, dejlig og velsmagende julemiddag sættes på bordet, efter en del elevatorturer, undren og indblanding fra de kinesiske køkkendrenge, der ikke kunne forstå at de brunede kartofler kunne tilberedes uden olie og eddike. Med fyldte maver kunne vi hånd i hånd danse om juletræet til lyden af salmesang og endelig dejligt ukinesisk julefred.

Julefreden sluttede brat mandag morgen, hvor børnehavearbejdet kalder. Børnene fejrer julen i fine prinsessekjoler og smoking tilsat lancierlignende dans. Eftermiddagen har vi danske lærere fået lov at arrangere et lille julearrangement, og Marie og jeg går Luciaoptog med pigerne og synger hjemmelavet Luciasang, da den officielle engelske udgave af luciasangen var alt for kompliceret. Simon leger julemand og fortæller historier om rensdyr og Grønland. Dermed fik vi slået fast, at julemanden hører hjemme på indlandsisen og ikke i Finland som nogle kinesiske reklamer påstår. Endelig fik vi rundet dette års jul af med en god gang vild og uhæmmet juletræsdans. Jeg ønsker alle derhjemme en rigtig glædelig jul.

Ps: Jeg undskylder den sene opdatering af loggen, hvilket skyldes at et jordskælv i Taiwan har forstyrret det kinesiske Internet ret voldsomt.

At være barn i Kina kræver sin mand. Især hvis man i kulissen har velhavende og ambitiøse forældre stående. Cathay Future Bilingural Kindergarten sigter især mod disse børn. Med et månedligt kontingent på 2000 Rmb (ca. 1600 danske kroner) er det ikke hvem som helst der får adgang til de fine forhold, skinnende overflader, videooptagede events og danske lærere.  Til sammenligning får en nystartet lærer 700 Rmb om måneden og den højest opnåelige løn er 1800 Rmb. Ingen tvivl om at her er det ikke lærerinderne, forældrene eller børnene der vinder i det lange løb. Det er derimod ledelsen bag Cathay Future, der driver en velsmurt pengemaskine. Rygtet siger at centerets leder Mr Zhao i sine unge år var beskæftiget som politimand og levede under forholdsvis normale vilkår. Dog havde han en elskerinde med høj status og de rette forbindelser og pludselig var han leder af Cathay Future.

Klokken 8 hver morgen strømmer det ind med travle forældre hånd i hånd med deres små indpakkede børn. Børnene skal først igennem det obligatoriske lægetjek, før end de kan tage afsked med forældrene for at blive sluset ind i klasserne. Hænderne vaskes rene og morgenmaden serveres. Efter hvert måltid bliver en portion af maden udstillet i et glasmontre, så forældrene kan se hvad børnene har fået til "heavenly brekfast", "wonderful lunch" and "delicious dinner", når guldklumperne afhentes om eftermiddagen. Tidsrummet mellem morgenmad og frokost er helliget engelskundervisning, boldspil, sangundervisning og kreativ udfoldelse med blyant, papir og saks. I visse situationer går meget af tiden også med kollektive skideballer og trusler om opkald til forældre og læger. Timerne afbrydes også ofte af børnehavens sygeplejerske, der sørger for at børnene får den rette dosis medicin, kosttilskud og andet guf et par gange om dagen. Efter frokost sover børnene til middag i små senge, der hver dag stilles op og pakkes sammen. Mens børnene leger i drømmeland spiser jeg og lærerinderne frokost i skolens kantine.

Der danses til "jingle bells" i forgrunden, mens de resterende børn venter på maden.

Når jeg igen vender tilbage til børnehaven efter en lang middagspause møder jeg gabende børn, der er ved at klæde sig på igen, nogle spiser frugt, mens andre får sat håret op i stramme rottehaler. Når alle igen er pæne og præsentable og den obligatoriske toilet-tur er overstået fortsætter dagens undervisningsprogram. Aftensmaden proppes hurtigt indenbords, så der er tid til at rette på tøj og hestehaler inden børnene igen skal forenes med mor og far. Gang på gang får de grundige instrukser i, hvordan man putter undertrøjen ned i de lange underbukser og folder sin jakke, så den kan ligge pænt over armen, imens man venter på at dagen i børnehaven skal slutte. Endelig lyder en stemme på højtaleranlægget. Forældrene står klar bag afspærringer og når børnene hører deres navn kan de løbe ud til dem med smil på læben.

Men ikke altid forløber dagen som skemalagt. Ofte må undervisningen vige for danseøvelser til den næste store performance, konstante test af de kinesiske engelsklæreres formåen og stort anlagte arrangementer. Senest afholdte vi en åbningsceremoni, der skulle være startskuddet for en "English festival". Hvad selve essensen af festivalen reelt er, har jeg endnu ikke fundet ud af. Det væsentlige er jo, at afholde noget stort og pompøst, der kan give et godt afkast, i form af billeder og videooptagelser til forældrene. En dag kom min lærer løbende og sagde, at viceprincipal ledte efter mig. Da jeg dukkede op på hendes kontor præsenterede hun et færdigskrevet manuskript for mig. Jeg havde altså fået æren af at være medvært til åbningsceremonien. Efter en del omskrivninger af dårlige engelske vendinger, tilrettelæggelse af engelske lege og sange og gennemøvning med de deltagende børn kunne mine "15 minuts of fame" begynde. Først ville Anni lige høre, hvad jeg havde tænkt mig at tage på. For "English festival" havde lilla som farvetema, og jeg havde vel ikke lige en lilla eller lyserød kjole. Desværre måtte jeg meddele at lige den farve var klart i undertal, blandt de 20 kg tøj jeg havde medbragt. Skuffende meldte hun tilbage: "okay, just wear something beautiful!". Min påklædning blev heldigvis godkendt og det videofilmede show gik fint med fællessang, åbningstale efterfulgt af temaet fra Star Wars (storhedsvanvid?!) og konfettifyrværkeri. Børnene var glade, principal endnu mere glad og vigtigst af alt, billederne var i hus til forældrene. For selv om livet i børnehaven leves af børnene, er det oftest forældrenes ønske om at se valuta for de mange penge, der sætter dagsordenen.

"In China they speak Chinese, in England they speak English....."

En kold og grå novemberdag skete der noget uventet. Pludselig hang der en yderst mærkværdig seddel på vores fælles gangareal. En invitation til optagelsesprøven til Nissebanden med hilsen fra den mystiske AK47.

Takket være en forældreimporteret udgave af Nissebanden på Grønland samles vi dagligt i fællesrummet og kører på hundeslæde med Puk og Lunte, synger om Luffe med Hr. Mortensen og plejer vores barnlige juleglæde. AK47, som må være nært beslægtet med den mere kendte A38, kunne på den ophængte invitation nu berette om en krisesituation blandt nissebandemedlemmerne, der i øjeblikket var på hemmelig mission i Kina. Lunte var blevet træt af kinesernes evindelige mishandling af den gode ris og Hr. Mortensen havde løbet hovedet mod muren. Altså stod der nu to pladser frie i Nissebanden. Denne historie var rammen om det juleløb Henriette(aka AK47) havde produceret i pauserne på hendes kontor i primaryschool. Henriette er garvet orienteringsløber, og vi har lagt øre til mange fortællinger om hendes oplevelser i skoven med kort og pigsko. Nu var det altså blevet vores tur, til at prøve kræfter med kortlæsningen og konditionen.

Fra venstre ses Anders og Stine (D.O.H), Mig og Marie(Team Lux) og til slut Simon og Martijn(Priory of Santa). 

Tre hold meldte klar til start. D.O.H(den overlegne hesterace), Priory of Santa og Team Lux. Selv dannede jeg sammen med Marie det mest professionelle hold Team Lux. Datoen for afholdelsen af løbet fald nemlig sammen med luciadag, så vores holdkoncept var indlysende. Lucia med et kinesisk twist. Iført hvidt skiundertøj, sølvglimmer og løbesko mødte vi op til løbet med tændte lys til tonerne af luciasangen. Allerede her kunne man tydelig mærke en niveauforskel fra os to veltrænede vestjyske piger, til de andre useriøse amatører. Starten gik og vi spurtede rundt på Cathay Furture centeret, prøvede at lokaliserer posterne på kortene og løse de mange opgaver så god som muligt. Posterne kunne byde på alt fra ølsmagning til kreativ julehjertefletning. Allerede inden starten havde vi fra Team Lux proklameret vores sejr. At man er fra Vestjylland er ikke nødvendigvis ensbetydende til at man er familiær med Sandemose og janteloven. Efter 1 time og 19 minutters løben, opgaveløsning og undrende blikke fra mange kinesere kom vi i mål som de første. Stærkt forfulgt af Simon og Martijn fra broderskabet Priory of Santa, der måtte sande at deres manglende evner på sudukuområdet nemt kunne have kostet dem sejren. Stine og Anders havde taget tidspresset lidt mere afslappet og var gået i dybden med opgaverne til tonerne af julemusik fra Anders' nyindkøbte MP3-afspiller. Efter optælling og vurdering fra Henriettes side blev vinderen Kåret. Resultatet blev en klar sejr til Team Lux.

Juleløbet var et super fedt initiativ fra Henriettes side og det var så sjovt at deltage og endnu dejligere at bo og være et sted, hvor den slags er muligt.

Julefrokosterne starter allerede i november måned med at hærge det danske land. Med karrysild, frikadeller, snaps og baldefotokopiering. Desværre er ingen af de før nævnte ingredienser en del af varesortimentet i de gigantiske kinesiske varehuse. Det er levende fisk i akvarier, vej selv bønner og langtidsholdbarmælk derimod, og det kommer der ikke nogen julestemning ug af. Derfor måtte vi syv julehungrende danskere søge hjælp længere oppe i systemet.

Heldigvis er der altid et lille stykke Danmark at finde, lige meget hvor i verden man befinder sig. Den danske ambassade. Som et tiltrængt svar på vores julebønner dumpede en mail ind i inboxen fra ambassaden i Beijing. Invitationen til årets julefrokost.

Forventningens glæde havde igennem mange dage med kedelig kantine-ris vokset sig stor og voldsom og endelig oprand dagen, hvor vi endnu engang skulle tage turen til Beijing. 

Ambassaden står bag flere årlige arrangementer for udenlandsdanskere i Beijing og omegn. Årets julefrokost ville finde sted på SAS Radisson hotellet i Beijing. Præcis klokken 18.00 ankom vi til Hotellet, og kontrasten fra vores billige hostel var slående. Skinnende overflader, højt til loftet, julepynt og dyre møbler. Med undtagelse af det kinesiske personale var alt fuldstændigt ukinesisk. Lidt generte og benovede blev vi modtaget af nissepiger der bød på gløgg og brunkager.

Gæstelisten indeholdte alt fra networkende businessmænd med velfriserede vedhæng, slipseklædte ambassadepraktikanter, unge kinesiskstuderende, syv engelsklærere fra Tianjin og selvfølgelig hans excellence Ambassadøren af Danmark i Kina. Festen foregik i hotellets Ballroom, hvor vi blev placeret ved flot opdækkede borde med gafler, knive og 2 flasker snaps. Vi kæmpede alle en hård kamp for at bevare de gode manérer. Inden julefrokostbuffeten skulle den formelle velkomst overstås, med Ambassadørtale, sponsoropremsning og "høj fra træets grønne top" i skæret af de mange elektriske lys fra det gigantiske granjuletræ, hvis top nåede helt op til loftets lysekroner. Endelig blev det magiske ord sagt: velbekomme. Og Sesams hule åbnede sig og åbenbarede en gastronomisk skat. Frikadeller, rødkål, kalkun, sauce, kartofler, spinatstuvet laks konkurrerede med det kolde bords udvalg af pålæg, sild, rugbrød, oste og flødekager om at erobre den sparsomme plads på tallerkenen. Tilfreds med jagtens udbytte satte man sig til rette, mens de mange tjenere sørgede for at glasset aldrig blev tømt for Calsbergs sponsorerede øl. Efter flere begejstrede besøg ved buffeten måtte vi endelig overgive os til vores fulde maver. De mange måneders ris havde langt fra bragt maverne i topform til tung dansk julemad og en hel det restituering var nødvendig før vi overhovedet var i stand til at føre en samtale. Vi var bogstaveligt talt gået madkolde!

Martijn igang med at kæmoe sig igennem 3. portion dansk julefrokostbuffert! 

 Den efterfølgende dag to vi igen turen fra vores kummerlige forhold på hostelet til de luksuriøse rammer på Radisson. Den danske sømandspræst fra Hong Kong havde taget turen til Beijing for at afholde julegudstjeneste. Gudstjeneste blev indledt med et luciaoptog med de mange små lyshårede piger, der har fået en lidt anderledes barndom i Kina. Sømandspræsten afholdte med rystende hænder sin prædiken og julen blev sunget ind med en god håndfuld af de mange danske julesalmer. Weekendens gastronomiske juleeventyr i Beijing sluttede med stil, da der blev serveret håndmadder og hotdogs. Her fik vi også ved en tilfældighed hils på den danske ambassadør. Efter en samtale med en ældre herre og hans kone om Tianjins byudvikling kom Henriette hen og spurgte, hvad vi havde talt med ambassadøren om! Trætte og mætte som aldrig før måtte tage toget hjem til triste Tianjin.

En pølsevogn i Kina!

Temperaturen falder stadig udenfor og vinden hyler og tuder i vores utætte vinduer. Kineserne er gået i gang med at pakke træer og buske ind i reb og presenninger, så de kan modstå vinterens kulde og blæst. Selv pakker vi os ind i skiundertøj, tykke sokker og halstørklæder. Alligevel trænger kulden hurtigt igennem de mange lag tøj og har begrænset vores udendørs aktiviteter en del. I stedet nyder vi den ustressende hverdag i Tianjin, hvor livet betragtes igennem de store panoramavinduer under et lunende tæppe med en kop dampende varm kaffe i hånden, imens varmeanlægget arbejder på højtryk for at holde kulden ude.

Når vi en sjælden gang bevæger os udenfor i længere tid af gangen involverer det ofte en kop varm og helt fantastisk velsmagende chokolade på Starbucks. Ligesom andre amerikanske kædefænomener som Mac Donalds, Pizza Hut, Kentucky Fried Chicken er den amerikanske kaffebar nemlig også at finde i det kinesiske gadebillede. Turene involvere også gerne en kinesisk bekendt, der kan guide os sikkert igennem det uoverskuelige offentlige transportsystem. Vi har besøgt et buddhistisk tempel i Tianjin med John, der er flyreparatør og arbejder i todøgnsvagter, hvorefter han har et par dage fri og dermed masser af tid til at tage med os danskere på tur. Henriette og jeg har sammen med Jonna, en ung kemistuderende, besøgt Shi family courtyard. Shi familien var en af fortidens rige og mægtige familier i Tianjin og deres hjem er et kæmpe stort kompleks af beboelsesejendomme, skole, tempel og sågar et stort teater kun til familien selv. Joanna mente, at der i familiens storhedstid måtte have levet 100 mennesker inden for murerne, inklusiv familiemedlemmerne og deres mange tjenestefolk. I dag tjener bebyggelsen som museum og der var lavet flere fine udstillinger, der vidste hvordan rummene havde været indrettet oprindeligt og små modeller vidste hvordan dagligdagen og bryllupsfester havde taget sig ud i den sidste del af Qing dynastiet. Joanna var i øvrigt ret interesseret i floderne i Danmark fordi hun havde læst noget om Skjern Å på hendes studie. Jeg måtte forklare hende at man ikke lige frem kunne kalde de danske å'er og vandløb for floder, og de blev ikke brugt til transport ligesom de kinesiske floder, kun hvis der var tale om en skoleklasse i kanoer. Men genopretningsprojektet af Skjern Å er åbenbart ret berømt i den store verden.

Joanna og Henriette, pakket godt ind i huer, skiundertøj og vanter for at modstå kulden!

Senest har vi været på udflugt med Sunny og Dada I skolens minibus. Dada er faktisk vicedirektør og hedder oprindeligt Mr. Wang. Men forbi vi er blevet så gode venner med ham må vi kalde Dada som betyder onkel. I centerets minibus blev vi kørt til TEDA (Technological and Economic  Development Area) hvor vi besøgte Hai River Seaside Park, der ligger placeret netop der hvor floden munder ud i havet. Parken var forholdsvis nyanlagt i vanlig kinesisk smagløs stil med gigantiske bølgelignende metalskulpturer. Dog var det en masse duer der skulle komme det til fremkalde de største smil denne kølige solskinsdag. En af attraktionerne var nemlig en masse duer som ikke havde noget i mod at spise fra hånden af Dadas indkøbte foder.

Dada og duerne!

Dette blev dog ikke dagens sidste møde med fjerkræ. Da vi senere spiste fin middag på en flot udsmykket restaurant var hønsefødder nemlig en af delikatesserne der blev stillet frem på bordet. De blev ikke rørt under måltidet, så Dada fik bagefter pakket hønsefødderne ned i en lille takeaway box, så han kunne nyde dem derhjemme! Min erfaring med restaurantbesøg her i Kina siger mig, at jo finere stedet er, jo mere speciel mindre velsmagende er maden.

Kalenderen skriver nu december. Den travle julemåned med julefrokoster, æbleskiver, gaveindkøb og familiebesøg er startet hjemme i Danmark. Kinesernes forhold til jul er meget kommercielt baseret og består mest af indkøb af diverse glimmerstads og plasticpynt. Æbleskiverne er erstattet af dampet brød og julemaden må man tænke sig til. I hvert fald det meste af tiden, for en god gang risengrød lavet af forældreimporteret ris er allerede blevet fortæret. Dagligt ser vi afsnit af The Julekalender og Nissebanden på Grønland, der ligeledes har fundet vej til Kina. Stine og jeg har produceret en gigantisk julekalender til Henriette som hun fik overrakt den 1. december meget, meget tidligt om morgenen, da Stine grundet sit arbejde forlader dynerne før klokken seks. Lidt julestemning er der heldigvis ved at opstå her på 9. etage.  

Henriette i færd med at læse 1. afsnit af den mest østrogene julekalender i Kina!

Den kinesiske mur er verdens største bygningsværk. Med en imponerende længde på 6700 km og en historie, der kan ledes tilbage til 200 år før vor tidsregning. Men de store bygningsværkers tid er langt fra ovre i Kina. Med udsigt til Olympiaden i 2008 i Beijing forbereder kineserne sig i stor stil på de 17 dage, hvor hele verdens øjne er rettet mod den kinesiske hovedstad. Mere end nogensinde er der gang i byggerier, forbedringer af infrastruktur og andre store og dyre projekter. Jeg behøver blot at kaste et blik ud af mit vindue for at bekræfte denne påstand, idet byens skyline i stor grad præges af kraner og nybyggeri.

En kold og forblæst dag besøgte Simon og jeg Byplanlægningsudstillingen. En næsten mennesketom og super moderne bygning i 4 etager ved foden af den forbudte by. Her fik vi et interessant indblik i kinesernes OL forberedelser, blyforureningen, klimaforandringer, Beijings historie og hvordan vi kommer til at gå på toilet i fremtiden.  OL er ikke bare en sportsbegivenhed, hvor verdens nationer dyster mod hinanden i fællesskabets ånd. OL er et mediestunt af gigantiske dimensioner. Når den olympiske ild bæres ind og olympiaden 2008 sættes i gang er det kulminationen på mange års forberedelse og store investeringer.

Når man får gæster, gør man selvfølgelig rent. Derfor investerer kinesiske myndigheder mange penge på at reducere forureningen og sikre miljøet. Det sker bl.a. gennem konstruktion af nye og større spildevandsanlæg samt genbrugscentre, hvor grønt affald bliver omdannet til kompost. Langs flodbankerne er man ved at etablere grønne områder, og beskidte fabrikker med sodende skorstene bliver pænt flyttet langt væk fra hovedstaden. Gamle og faldefærdige kvarterer sættes i stand. I Beijing overnattede vi i et af de gamle Hutongkvarterer. Overalt blev de gamle huse sat i stand og det hele fremstod mere end nydeligt. Næsten for pænt og restaureret. I Kina værdsættes nyt frem for gammel, desværre med farer for at atmosfæren forvinder.

Når jeg cykler over og henter mælk, cykler jeg lige forbi det Olympiske stadion i Tianjin. Et kæmpe byggeri, der mest minder om en UFO der er landet skødesløst midt i den kinesiske millionby. På byplanlægningsudstillingen fremvistes modeller af de mange andre stadions. Det ene fascinerende byggeri efter den andet. Byplanlægningsudstillingens hovedattraktion var en 90 kvm stor model af byen med tilhørende lysshow. Her kunne man få et godt overblik over byen, der virkelig er centreret omkring den forbudte by. Som i dronningens København går der en akse igennem byen. En akse der også  har fået en ny tilføjelse. Ikke et stort operahus, men det gigantiske olympisk anlæg med det store fugleredelignede Olympiske stadion for enden af aksen.

De helt fantastiske og spektakulære byggerier og kejserens byfornyede Beijing skal danne ramme om et OL, jeg ikke tvivler på bliver helt overdådigt. Det kan ikke blive andet med kineserne som værter og deres storhedsvanvid der strækker sig helt tilbage til byggeriet af Muren og garanteret endnu længere.

I øjeblikket ser intet ud til at stoppe kineserne og efter parolen "stort er godt" brager Kina frem.

Vinden er kommet til Kina. Med sig har den kulden fra den mongolske ørken. Den tørre vind trænger igennem alt og får dynerne til at virke endnu mere uimodståelige i de tidlige morgentimer. Med vinden kom også forandringerne. Først var vi 17. Hurtigt blev vi 16 og nu er vi 9. Det lyder som en blanding af sangen om cyklisterne, der konstant bliver færre og færre, og Darwins "survival of the fittest". Syv af de andre danske lærere meldte samtidigt ud, at nu havde de fået nok af Kina, børnehave og "we will fix it tomorrow". Nogen har ikke fået opfyldt forventningerne til opholdet, har ikke fået det forventede indblik i den kinesiske kultur og det kinesiske sprog. Nogen har familie, omgangskreds og tryghed i Danmark, der trækker i dem end måneders frivilligt arbejde i en kinesisk børnehave.

Selv sidder jeg på 9. etage, kigger ud over Tianjins utallige tage og kan ikke forestille mg at være noget andet sted på jorden. At arbejde, bo og leve i Kina kan være lige så utiltalende for nogen som det kan være fantastisk for andre. Det handler alt sammen om, hvilket stof man er gjort af og hvilke prioriteter man gør sig i sit liv. Et halvt års ophold på Cathay Future er ikke nogen problemfri ferie i Kina, og det er derfor jeg har valgt at opleve Kina på denne måde. Det letteste og garantisikre ville være at tage en backpackerrejse gennem Kina som de mange andre vi møder på hostels i Beijing. Flere punkter på listen over seværdigheder vil garanteret blive afkrydset og flere øl vil blive drukket.

I stedet sidder jeg bundet her i Tianjin. Hver dag skal jeg op og på arbejde blandt irriterende lærere og skrigende børn. For lige som der er gode dage er der også dårlige dage, hvor det hele er hårdt og der er meget langt hjem til lille Danmark med alt hvad der er trygt og godt. Men der er en klar overvægt af de gode dage, hvor børnene gang på gang smelter ens hjerte, hvor man mødes af kinesernes smil og venlighed, hvor man sveder på vandretur med en politimand på et kinesisk helligt bjerg, hvor man endelig scorer i basket på Edwards sportcollege, hvor man står på et skibsværft med solen hængende som en skytsengel højt på himlen, hvor man spiser middag med kineserne og bliver drukket fuld af gentagne "gambei" - bunden op! Der er masser af de dage og oplevelser, hvor det hele er fantastisk. De oplevelser skal man nogle gange ud og lede godt efter, og de kinesiske bekendtskaber kommer ikke af sig selv. Men er man villig til at lægge de kræfter i det kræver og møder man problemerne med en positiv og konstruktiv indstilling er Kina og Cathay Future et dejligt sted at befinde sig her på vores mangfoldige jordklode. 

Tianjin er det nordlige Kinas største handelsport. En sådan titel kræver selvfølgelig en gigantisk havn hvor de kinesiske varer kan fragtes ud til hele verden. Tianjins havn hedder Tangu og det var målet for en søndagsudflugt med en ny kineserven, John. John havde vi mødt på Ali Baba under en gang kortspil. Han fulgte nysgerrigt med på sidelinien og var meget interesseret i at lære reglerne at kende. Nu ville han altså gerne tage med os en tur til havnen, og da det altid er praktisk at være i selskab med en kineser takkede vi selvfølgelig ja til tilbuddet. Kina kan nemlig være en ufremkommelig jungle når ens kinesiske ordforråd er ret sparsomt og det viste sig at vi ville få stor glæde af Johns selskab. Vejen til havnen var nemlig ingen undtagelse.

Efter 3 busser og et light train så vi de første skibe. En endeløs, gigantisk industrihavn åbenbarede sig for vores øjne. Vi gik ind på et skibsværft, hvor skibsdele lå spredt ud over asfalten og store kraner ragede mod den skyfri himmel. Her var endelig det ægte Kina vi havde ledt efter i Xi'an, i den forbudte by, på den himmelske fredsplads, på de overrendte markedsgader i Beijing. Her var massere arbejder i grønne kedeldragter og gule hjelme. Nogen i gang med at bære sække med udefinerbart indhold fra et sted til et andet. Nogen i gang med at sammensvejse de forskellige skibsdele. Andre i gang med fiske for enden af molen.  Endnu flere med korslagte arme, et smil på læben og blikket rettet mod den lille gruppe danskere på eventyr. Kineserne er måske ikke de mest effektive mennesker. Mange af metoderne på skibsværftet gammeldags. Store, tunge jernsveller flyttes ved hjælp af mange kinesiske hænder og ikke en moderne maskine. Der arbejdes fra tidlig morgen til sen aften, men meget af tiden bruges også på at ryge smøger og kigge på andres anstrengelser. Men kineserne er mange og der skal være job til alle.Det blev en herlig dag på havnen, med god stemning, møde med masser af sjove typer og god mad blandt havnearbejdere i en stor skurvogn.

Iført spids sort hat og tryllestav måtte jeg pænt smile til et videokamera en hel dag i børnehavnen. Tiden var kommet til fejringen af det amerikanske fænomen, Halloween. Som følge af aerobiclærerens(kameraglad og lidt skrækkelig lærer i babyclass) medieliderlighed var vi den eneste klasse med udklædte børn. Derfor videokameraet, der skal selvfølgelig være noget bevismateriale til forældrene, ellers ville hele konceptet være meningsløst. Halloweenceremonien kom jeg til at stå for uden egentlig at være klar over. Dagen før halloween kom aerobiclæreren et kvarter inden fyraften og bad mig forberede et kostume og nogle uhyggelige lege til næste dag. Som sagt, som gjort og jeg klarede mig igennem med lidt historiehøjtlæsning og små kasser med monsteransigter, hvor børnene skulle stikke hænder ind igennem monstermundene. Inde i kasserne var der nudler og andet godt som jeg fortalte var slanger og orme. Det resulterede i en del forskrækkede ansigter og et par skrig til aerobiclærerens store glæde. Endelig gik vi på "trick or treat" runde i hele centeret og inkasserede en masse slik. Selv fejrede vi danske lærere halloween på Jim's café med buffet og fjermasker i selskab med en masse af Tianjins udlændinge.  

Her følger en beretning om børnehaven, kantinen, grillbaren BBQ chicken, legetøjsforretningen, de to slikbutikker, børnetøjsforretningen, motionsrummet, konferencecenteret, kung fu træningssalene, badelandet og den kundetomme overbemandede butik, vi ikke rigtigt kan kategorisere, trods vores bange anelser om, at det er et fotostudie med speciale i lyserøde børneportrætter. Her følger en beretning om vores base, vores hjem. De to store glasbygninger, de mange afsidesliggende børnehaveafdelinger og parken der tilsammen udgør Mr. Zhao's imperium.

To måneder er gået siden vi forlod den danske sensommer. Tiden er gået hurtigt og alt det, der var fremmed og tankevækkende i begyndelsen af vores Kinaeventyr er nu blevet en helt naturlig del af en helt almindelig hverdag. Det helt naturlige forhold til Kina er dog ikke mere veludviklet at vi starter hver dag med at forbande Kina og alt hvad der dertil hører. Vejrguderne velsigner os ikke længere med lune temperaturer, og den kolde kinesiske vinter nærmer sig med hastige skridt. Nætterne er mørke og kolde. Flytningen til det nybyggede center skulle skåne os for den allerværste kulde. Men nybyggeri er ikke nødvendigvis synonymt med en problemfri tilværelse. Airconditionen har allerede sagt stop og kan derfor ikke stilles ind til at berige vores kolde værelse med varme luftstrømme. Bruseren nægter at spytte varmt vand ud. Morgenfreden er derfor ikkeeksisterende og kolde bade og forfrosne tæer resulterer i en morgenlig tilsvining af Kina. Smil, venlighed og børnelatter får dog hurtigt løsnet op på det anstrengte forhold til kineserne. Desuden møder man hver morgen de baretklædte vagter, der konstant bevogter porten til Zhao-land, og man kan kun gisne om temperaturen på deres fødder.

Vi spiser stadig ris to gange om dagen. Den kinesiske morgenmad med bønnesuppe og dampet brød er til gengæld blevet skrottet til fordel for havregryn med frisk skummetmælk. Yderlig udforskning af nabolaget har nemlig resulteret i fund af særdeles velassorteret indkøbscenter med ulangtidsholdbar, frisk mælk på hylderne med lige så dejlig lav fedtprocent. Skolens kantine, hvor vi indtager vores daglige dosis ris og udefinerbart kød og grønt, bliver også benyttet af forældre og afhentede børn, så selv efter fyraften kan det være nødvendig at skrue lærersmilet på og finde lidt engelske gloser frem til stor glæde for forældrene. Børnehaven er som indledningen måske giver udtryk for heller ikke en helt almindelig børnehave. I hvert fald ikke hvis det eneste sammenlignings grundlag er danske børnehaver. Børnehavebygningen huser også en legetøjsforretning, en grillbar og en børnetøjs- og slikbutik og børnene skal gerne have en lille ting med på vejen hjem fra børnehaven. Om det er forældrenes eller børnenes vilje vel jeg snart ikke.

Så kort kunne vores andet besøg på muren beskrives. Med base i Beijing drog Stine, Helena, Anna og jeg ud på endnu en ekspedition til det største bygningsværk mennesket har frembragt. Denne gang skulle vi besejre 10 km's trapper, vagttårne og nærgående vandsælgere fra Jinshanling til Simatai. Før den egentlige kamp skulle 4 timers bustur overstås, men ballerne var heldigvis stadig veltrænede efter turen til Xi'an. Dette stykke af muren er i modsætning til turistfælderne nærmere Beijing kun sparsomt restaureret og meget stejl på visse strækninger, så vi måtte flere gange ned på alle fire. Vejrguderne var i godt humør og vi var velsignet med klart vejr og solskin næsten hele turen og det var igen en ubeskrivelig oplevelse at stå på murens ryg, gennemblødt af sved, med høj puls, solen i ansigtet og kunne skue helt til verdens ende. Det er ufatteligt at man har været i stand til at bygge et sådant bygningsværk. Slæbe sten på sten op på bjergryggen, lade muren bestige bjergtinder og krydse vandløb. Men endnu mere ufatteligt er det, at kæmperiget Kina har frygtet fjender og krig så meget, at man har muret dem ude. Omkostningerne ved tilblivelsen af et sådant fæstningsværk må være større end den forsvarsmæssige gevinst.

Det fantastiske ved muren ved Simatai er, at man kan følge murens bevægelser mange kilometre ud i horisonten.

Man fristes til at sige at Murens historie strækker sig lige så langt som den strækker sig igennem landskabet. I 2000 år har arbejdet med Den Store Mur stået på. Inden Kina blev samlet af vores gamle ven fra Xi'an, Qin Shihuang, dæmmede de forskellige kinesiske stater op for hinanden ved hjælp af mure. Da den første kejser over et samlet Kina kunne krones begyndte man også at samle murene til en lang mur vendt mod mongolerne, de nordlige barbarer. Senere er adskillige restaureringsprojekter igangsat, men muren har også lidt nederlag til tidernes forandring og mange sten er endt som byggemateriale i civilt øjemed. I dag er muren nærmest mere vigtig for Kina end nogensinde. En turistattraktion uden sammenligning. Heldigvis er der kilometervis af gåture nok til alle. Den eneste distraherende faktor på muren er derfor ikke de andre turister, men de mange kinesiske vand- og t-shirtsælgere, der var mere anstrengende end selv de stejleste og højeste trappetrin. Men selv ikke det kunne sætte skår i glæden. I mine øjne har Kina aldrig været smukkere end på denne svedige oktoberdag.       

En helt almindelig tirsdag blev gjort lidt ekstraordinær af en middagsinvitation fra Simons klasselærer. Efter arbejde blev vi fragtet ud til et bevogtet boligkompleks i den dyre ende, der også lagde hus til en berømt hotpot-restaurant. Hurtigt fandt vi ud af baggrunden for denne berømmelse. Restauranten fungerede samtidigt som et pistolmuseum og omgivet af gamle pistoler indtog vi et lækkert måltid i dejligt, afslappet selskab. En af lærerindens venner talte et særdeles udmærket engelsk og havde derfor også overskud til at joke med Simon og jeg. Vi aftalte at mødes med dem senere på ugen hjemme hos den ene familie til en gang hjemmelavede dumplings. Familien boede tæt på skolen i en forholdsvis lille lejlighed. Men man skal ikke lade sig snyde og vagtmanden ved indgangen til boligkomplekset vidnede om, at det ikke var her den jævne kineser boede. Datteren studerede på en engelsk sprogskole, og arkitektfaderen så stolt til hver gang hun kunne svare eller spørge os på hendes sparsomme engelsk. Vi blev inviteret med ud i køkkenet til fabrikering af dumplings. Dumplings er tynde pandekager med fyld, og fås i en dampet og stegt version, hvor den stegte klart er at foretrække. Vi gav os i kast med at tilkæmpe os den rigtige udrulningsteknink til kinesernes store morskab. Dog fik jeg hurtigt opnået nogle nogenlunde færdigheder og kunne grine af Simon sammen med moderen. Det var alle anstrengelserne værd og jeg følte mig helt hjemme omkring køkkenbordet, mens vi spise velsmagende mad. Hjemmelavet mad er altid at foretrække. 

Simon i fuld gang med at rulle dumplingspandekager ud. Det er ikke så let som det umiddeltbart kunne se ud som, da pandekagerne skal være tykkere på midten.

Sunny havde til en kinesisktime præsenteret os for en politimand, der gerne vil være venner med os og lære engelsk. Dog var han kun interesseret i at snakke med os af det kvindelige køn og det fandt vi en smule foruroligende. Sunny forklarede, at man lærte mest af det modsatte køn og det beroligede os ikke yderligere. Dog var politimanden ret opsat på at skulle spendere noget tid med os danskere så da vi diskuterede vores planer om at tage ud til bjerget Pan Shan et par timer fra Tianjin foreslog hun at politimanden tog med, for han kunne jo køre os i sin politibus. Selvom vi stadig var lidt urolige for politimandens bagtanker indvilgede vi i at tage med. Med en dåse danske småkager købt hos vores lokale købmand, der åbenbart har specialiseret sig i eksport af europæiske varer, under armen, drog vi seks styks af sted i politimandens bus med retning mod Pan Shan. Vi havde på forhånd været ude at proviantere og vores rygsække var fyldt op med kiks og frugt. Vores indkøbt viste sig hurtigt at være totalt overflødige. Politimanden havde nemlig indkøbt frugt, chips, vand og øl i lange baner.

Efter at have kørt et langt stykke på en hullet grusvej langt fra alfarvej og civilisation (2 timer fra millionbyen Tianjin), ankom vi med fulde maver til den kinesiske udgave af "Bed and Breakfast". En families hus var omdannet til et simpelt overnatningssted. Vi blev modtaget med te og politimanden sørgede hele tiden for at vores krus var fyldte som en god kinesisk vært skal gøre. Da vi endelig fik hold i teudskænkningen gik vi en tur i den omkringliggende frugt og majsplantage. Skønt at gå rundt imellem visne, gule majsplanter og sharonfrugttræer og indånde den friske landluft med udsigt til Pan Shan bjernene. På vejen mødte vi en gammel dame med en lang stang, der åbenbart var beregnet til at plukke de modne sharonfrugter med. Med fedtet frugtsaft op til begge albuer og i hele hovedet guffede vi frugterne i os. Vi fulgte med damen hjem og politimanden købte til vores store fornøjelse en stor pose nyristede valnødder.

Vi spise aftensmad, tilberedt af familiens mama og igen var politimanden den gode vært, der sørgede for at vores øldåser aldrig var tomme. Da vi endelig løb tør, blev familien beordret ud efter nye forsyninger. Politimandens engelske ordforråd var meget begrænset med vi fik alligevel snakket en del med ham. I starten var han meget interesseret i vores alder og om vi havde kærester derhjemme. Vi valgte den sikre løsning og sagde vi alle havde kærester. Selvom vi havde været lidt mistænksomme omkring hans motiv og interesse i os danske piger, fandt vi hurtigt ud af han var ret uskyldig og måske en anelse ensom. Denne aften var det månefest i hele Kina. En begivenhed der kan sammenlignes med den danske Sankt Hans, og som tilbringes i familiens skød. Politimanden savnede godt nok sin mor, men han var ikke ked af at tilbringe denne aften med en flok unge danskere. "I'm very happy" sagde han flere gange. Da vi kørte fra Tianjin i en vildt fremmed politimands bus anede vi ikke, hvad udfaldet af denne tur ville blive, men denne aften havde langt oversteget forventningerne.

Vi stod tidligt op næste dag til kinesisk morgenmad. Vi ville nå toppen af Pan Shan inden middag, så temperaturen var til at holde ud. Det blev en lang og svedig tur til toppen. Selvom vi på værelset som hovedregel tager trapperne op og ned fra 9. var formen langt fra helt i top. Vi gik op af uendelige trapper, gik af små stier og snublede over store sten, men vi nåede toppen og en fantastisk udsigt fra klokketårnet og pagoden placeret på Pan Shans højeste punkt. Rækværket omkring klokketårnet var overhængt med hængelåse. Kinesiske kærestepar hænger nemlig låse op på det højeste sted de kan finde og smider nøglen væk.

Hele turen igennem insisterede politimanden på at betale. Han betalte for vores overnatning, måltiderne og entreen til Pan Shan området. Og da vi ville købe is og vand på toppen af bjerget kom han springende og insisterede på at betale. Når man ved hvad det kinesiske lønniveau er for en almindelig lønmodtager får man dårlig samvittighed over at lade en kineser betale når man selv har penge nok. Men sådan behandler man sine venner i Kina. Hvor man splitter regningen i Danmark kommer kineserne næsten op at skændes om, hvem der skal betale. Vi sørgede dog for at takke politimanden rigtig rigtig mange gange for en meget vellykket og en smugle udmattende tur,    

I Kina begyndte en ny tidsregning hver gang en ny kejser besteg tronen. Ingen nyfødt og næstekærlig Jesus eller en udvandrende Muhammed kunne hamle op med den almægtige kejser i Riget i Midten. Men alligevel har der været visse lighedspunkter mellem vores tidsregningsperson og den kinesiske. Kejseren var himmelens søn og regerede over alt under himlen. Den lange række af forskellige kejserdynastier tog sin begyndelse da en fyrste samlede alle fyrstestaterne Kina på daværende tidspunkt var opdelt i. I 221 f.kr. udråbtes den første kinesiske kejser, Shihuang. I anledningen af Kinas nationaldag den 1. oktober skulle vi ud på den af centeret betalte turistrejse med Sunny som Guide.

Turen gik efter skolens valg til den kinesiske histories vugge, Xi'an, hvorfra magten var koncentreret i Rigets spæde barneår. Tidlig lørdag morgen forlader 16 ferietrængende danskere, 4 kinesere og en hel del indkøbt madpakkemad Tianjin og begav sig ud på det gigantiske kinesiske motorvejsnet. Der skulle eftersigende være 35.000 km motorveje i Kina og det er et tal der vokser med rasende fart ligesom alt andet i Kina. En hel dag går og eneste oplevelse vi får er ømme balder og en god kop kaffe i endnu en anonym kinesisk storby.

Første egentlige stop på turen er Shaolin Templet. Templet er kendt for den kinesiske kampsport kung fu og allerede ved indgangen fik vi smagsprøver på de høje benspark og hurtige bevægelser. Templets kung fu skole uddannede selv de unge drenge og vi fik så sandelig oplevet deres talenter til fulde ved et storstilet, dramatisk show, hvor man sad og krummede tæer når de spinkle kroppe blev stræk til det yderste og endnu længere end det og spyd blev svunget rundt i luften hurtigere end øjet kunne følge med. Templet var selvfølgelig smukt omgivet af bjerge til alle sider. Vi fik følgeskab af den til tider engelsktalende guide Steven på vores vej gennem det turistbefærdede tempelområde. Munkene holdte pause fra bønnerne og askesen og bemandende alverdens boder, hvor med stort udbud af alverdens turist tingel-tangel og søde sager til overpris. Jeg er ikke i tvivl om at det religiøse Kina har kronede dage på den økonomiske front efter Mao og kulturrevolutions farvel.

Kung Fu ved Shaolin templet.

I Luoyang, vores hjem for natten, udforskede vi de lokale markedsgader overstrøet med hyggelige småbeværtninger og spiste en god, om end meget stærk, middag omgivet af de (måske) gamle bymurer i den (måske) gamle bydel. Rejsens mål var Xi'an, og hovedattraktionen var uden tvivl Qin-mausoleet. Efter at have samlet det kinesiske rige skulle Kinas første kejser ikke gå stille i graven. Allerede i hans 13. leveår påbegyndte man byggeriet af hans mausoleum. Selv regnede han med at han var udødelig i kraft af hans storhed og brugte alligevel en stor del af sine leveår på at lede efter en udødeligheds eliksir. Paradoksalt nok døde Qin Shihuang 50 år gammel, men kom dog ikke helt ubesværet i graven. Han havde nemlig efterladt sin højeststående rådgiver et brev med ordre om at gøre hans ældste søn til kejser. I midlertidig var den betroede rådgiver ikke speciel loyal og ønskede at en yngre søn skulle bestige kejsertronen, da han havde stået for hans uddannelse og dermed var et nemt offer. Derfor sendtes et brev til den ældste broder, der beordrede ham til at begå selvmord og man måtte vente med at offentliggøre kejserens død til dette nåede frem. Kejserens døde lig begyndte dog at lugte som man måtte camouflere med fisk. Sønnen begik endelig selvmord og kejseren kunne begraves i det kæmpe store gravkompleks der var ham forberedt. Det var det sidste livstegn fra Kinas første kejser indtil lokale bønder i midten af 1970'erne ved et tilfælde fandt graven. Jorden åbenbarede en grav uden lige. Kun en del er blotlagt i dag og den fik vi at se på endnu en guidet rundtur. Vi fik set tusindvis af terrakottakriger og heste, nogle klar til kamp andre på rad og række. Den uovervindelige hær skulle følge kejseren i døden i form af næsten 2 meter høje lerfigurer, hver og en med unikt udseende. Op imod 700.000 mænd arbejde gennem 37 år på at færdiggøre denne ufattelige mængde af kunstgenstande. Et fantastisk syn på trods af en hurtigsnakkende guide og masser af turister. Endnu engang kunne vi krydse af på listen over ting man skal se i Kina.

Oven på sådan en omgang kinesisk historie var der ikke andet at gøre end at kaste sig ned i sølet til den allermest folkelige kinesiske lavkultur. Vi tog på karaokebar med Sunny. Sunny indledte smukt med en yndefuld kinesisk vise og derefter tog vi gjaldende, skrålende danskere over med alverdens klassikere lige fra Auqa til Tom Jones. Sunny har en stor forkærlighed for den frie danske mentalitet, så heller ikke dette rædselssyn kunne skræmme hende. Efter en enkelt øl måtte hun godt nok overgive og deklarere i mikrofonen, at hun var blevet fuld. Hun holdte dog godt ud og vi havde en sjov aften.

Med lidt ondt i hovedet måtte vi næste da endnu engang dykke ned i den kinesiske historie. På et kloster plejede munkene at spise kød dagligt. Men en dag løb de tør og råbte jamrende: Vi har ikke mere kød, det burde Buddha da vide!". I det samme vraltede en flok gæs forbi og den forreste brækkede vingerne og faldt død om. Munkene blev forfærdede, da dette måtte være et tegn fra Buddha og fra den dag rørte de aldrig kød igen. Dette er den lidt morsomme forklaring på at to Pagoder i Xi'an har "vildgår" som en del af navnet. Dagens udflugt gik til den største af disse. Pagoden var fra et af de tidlige dynastier, Tang dynastiet, og var bygget til at huse buddhistiske skrifter fra Tibet. Aftensmåltidet blev forføjet i selskab med en af Mr. Zhaos betydningsfulde mennesker, en medicinaldirektør. Finere kinesiske middage har jeg dårlige erfaringer med, denne ingen undtagelse med mindre velsmagende kinesiske delikatesser. Underholdningen var dog på et højere niveau da han beordrede Simon og Brynja til at deltage i en drikkekonkurrence. Det slap de ikke ædru fra for han kunne bunde et glas øl (fyldt helt til kanten af hans unge søn) på nul komma fem. De sene aftentimer blev hurtigt brugt på Xi'ans stemningsfulde marked der bugnede af silketasker, Shaanxi-kunst og smilende kinesiske sælgere. Super hyggeligt og vi fik købt masser af fine ting.

Himmelfarende drager ved trommetårnet på pladsen foran vores hotel i Xi'an.

Dette blev punktum for en ferie, hvor vi tilbragte lidt for tid ved turens egentlige mål og for meget tid på de hårde bussæder. Kina er et enormt land med store afstande, det må man konkludere.