Livet i en kinesisk børnehave

At være barn i Kina kræver sin mand. Især hvis man i kulissen har velhavende og ambitiøse forældre stående. Cathay Future Bilingural Kindergarten sigter især mod disse børn. Med et månedligt kontingent på 2000 Rmb (ca. 1600 danske kroner) er det ikke hvem som helst der får adgang til de fine forhold, skinnende overflader, videooptagede events og danske lærere.  Til sammenligning får en nystartet lærer 700 Rmb om måneden og den højest opnåelige løn er 1800 Rmb. Ingen tvivl om at her er det ikke lærerinderne, forældrene eller børnene der vinder i det lange løb. Det er derimod ledelsen bag Cathay Future, der driver en velsmurt pengemaskine. Rygtet siger at centerets leder Mr Zhao i sine unge år var beskæftiget som politimand og levede under forholdsvis normale vilkår. Dog havde han en elskerinde med høj status og de rette forbindelser og pludselig var han leder af Cathay Future.

Klokken 8 hver morgen strømmer det ind med travle forældre hånd i hånd med deres små indpakkede børn. Børnene skal først igennem det obligatoriske lægetjek, før end de kan tage afsked med forældrene for at blive sluset ind i klasserne. Hænderne vaskes rene og morgenmaden serveres. Efter hvert måltid bliver en portion af maden udstillet i et glasmontre, så forældrene kan se hvad børnene har fået til "heavenly brekfast", "wonderful lunch" and "delicious dinner", når guldklumperne afhentes om eftermiddagen. Tidsrummet mellem morgenmad og frokost er helliget engelskundervisning, boldspil, sangundervisning og kreativ udfoldelse med blyant, papir og saks. I visse situationer går meget af tiden også med kollektive skideballer og trusler om opkald til forældre og læger. Timerne afbrydes også ofte af børnehavens sygeplejerske, der sørger for at børnene får den rette dosis medicin, kosttilskud og andet guf et par gange om dagen. Efter frokost sover børnene til middag i små senge, der hver dag stilles op og pakkes sammen. Mens børnene leger i drømmeland spiser jeg og lærerinderne frokost i skolens kantine.

Der danses til "jingle bells" i forgrunden, mens de resterende børn venter på maden.

Når jeg igen vender tilbage til børnehaven efter en lang middagspause møder jeg gabende børn, der er ved at klæde sig på igen, nogle spiser frugt, mens andre får sat håret op i stramme rottehaler. Når alle igen er pæne og præsentable og den obligatoriske toilet-tur er overstået fortsætter dagens undervisningsprogram. Aftensmaden proppes hurtigt indenbords, så der er tid til at rette på tøj og hestehaler inden børnene igen skal forenes med mor og far. Gang på gang får de grundige instrukser i, hvordan man putter undertrøjen ned i de lange underbukser og folder sin jakke, så den kan ligge pænt over armen, imens man venter på at dagen i børnehaven skal slutte. Endelig lyder en stemme på højtaleranlægget. Forældrene står klar bag afspærringer og når børnene hører deres navn kan de løbe ud til dem med smil på læben.

Men ikke altid forløber dagen som skemalagt. Ofte må undervisningen vige for danseøvelser til den næste store performance, konstante test af de kinesiske engelsklæreres formåen og stort anlagte arrangementer. Senest afholdte vi en åbningsceremoni, der skulle være startskuddet for en "English festival". Hvad selve essensen af festivalen reelt er, har jeg endnu ikke fundet ud af. Det væsentlige er jo, at afholde noget stort og pompøst, der kan give et godt afkast, i form af billeder og videooptagelser til forældrene. En dag kom min lærer løbende og sagde, at viceprincipal ledte efter mig. Da jeg dukkede op på hendes kontor præsenterede hun et færdigskrevet manuskript for mig. Jeg havde altså fået æren af at være medvært til åbningsceremonien. Efter en del omskrivninger af dårlige engelske vendinger, tilrettelæggelse af engelske lege og sange og gennemøvning med de deltagende børn kunne mine "15 minuts of fame" begynde. Først ville Anni lige høre, hvad jeg havde tænkt mig at tage på. For "English festival" havde lilla som farvetema, og jeg havde vel ikke lige en lilla eller lyserød kjole. Desværre måtte jeg meddele at lige den farve var klart i undertal, blandt de 20 kg tøj jeg havde medbragt. Skuffende meldte hun tilbage: "okay, just wear something beautiful!". Min påklædning blev heldigvis godkendt og det videofilmede show gik fint med fællessang, åbningstale efterfulgt af temaet fra Star Wars (storhedsvanvid?!) og konfettifyrværkeri. Børnene var glade, principal endnu mere glad og vigtigst af alt, billederne var i hus til forældrene. For selv om livet i børnehaven leves af børnene, er det oftest forældrenes ønske om at se valuta for de mange penge, der sætter dagsordenen.

"In China they speak Chinese, in England they speak English....."